IT-virksomhed i Køge står foran eksportvækst efter officiel godkendelse fra Google

Vækstvirksomheden IXP Data i Køge er som de første og eneste i Danmark nu blevet godkendt af Google til at kunne levere deres software til sikring og styring af mobiltelefoner til virksomhedskunder i hele verden.

”Vi er meget stolte af, at Google har godkendt IXP Data og vores produkt EasyInstall, og det gør os til den første og eneste software udvikler indenfor device management i Danmark, der har den godkendelse”, fortæller en glad stifter og direktør Jan Jakobsen.

For kunderne hos IXP Data betyder det, at EasyInstall har et forspring i forhold til andre konkurrenter på markedet og at hastighed, funktionalitet og sikkerhed kan øges ved at softwaren og IXP Data er godkendt på forhånd.

Med over 2,5 milliarder mobiltelefoner i brug globalt med Google´s Android styresystem og en hel del af disse brugt i virksomheder, giver det IXP Data nogle rigtig gode muligheder for eksport til det globale marked og fremtidig vækst.

”Vi har arbejdet med dette område i over 10 år, har samlet en betydelig ekspertise i virksomheden og har indenfor de seneste år fokuseret på at udvikle sikring og styring af mobile enheder, så dette er et dejligt skulderklap, der åbner store muligheder for os”, forsætter direktør Jan Jakobsen., IXP Data.

IXP Data optræder nu på Google´s liste over godkendte leverandører i fornemt selskab med bl.a. IBM, Microsoft og Citrix og deres nyeste version af produktet EasyInstall ruller nu ud som opdatering til eksisterende kunder i disse dage.

”Der er en kraftigt stigende efterspørgsel på sikre, moderne og hurtige værktøj til IT-afdelingerne i virksomhederne og i dag vil man kunne automatisere, sikre og styre ikke kun almindelige Windows computere, men også mobile enheder, som indeholder vigtige og følsomme data”, forklarer Jan Jakobsen.

For at gøre klar til væksten og eksporten er der ansat nye medarbejdere her i starten af efteråret i IXP Data og det forventes at der snart skal bruges flere, især i 2020, hvor der vil blive satset på at gøre EasyInstall kendt på de udenlandske markeder. IXP Data har allerede kunder i 8 lande udover Danmark, hvor mange store virksomheder og offentlige organisationer bruger softwaren i dag.

”Vi er nu klar med at EasyInstall fuldt ud sikrer og opdaterer både Windows, Apple og Android enheder, og det giver vores kunder et samlet overblik i et og samme værktøj, hvilket markedet efterspørger”, fortæller Jan Jakobsen.